Om 8 dage skal det besluttes, om unge pårørende til misbrugere skal have behandlingsgaranti. I dag gælder garantien kun misbrugeren selv, men ikke de børn der vokser op i skyggen af alkohol og stoffer. Flere af dem rammes af senfølger. Et af de børn er Saraliv Stiig Grumløse, der voksede op med en fuld far. Men allerede inden, forslaget er kommet til afstemning, møder det kritik af organisationen Alkohol & Samfund. Det glemmer nemlig folk som Saraliv.

Af Marcus Mathias Franck

Saraliv spørger sin far, om hun må få en tår vand af den genfyldte colaflaske, han har med på tur. Det må hun ikke. I flasken er der vodka. Saraliv er 11 år gammel, og med på turen er hendes to mindre søstre på to et halv og halvandet år. De kører sammen, alle fire, på farens cykel. Saraliv i ladet foran, den ene søster på et barnesæde på stangen mellem styr og saddel og den anden søster i en bæresele på fars ryg. Sammen kører de ned ad trafiktunge Jagtvej i København, da far slingrer ud på vejen og må styre cyklen med sine tre piger ind igen. Far er fuld.

Mindet står stadigt klart for 35-årige Saraliv Stiig Grumløse.

”Det føltes lidt som et chok i mig. Jeg blev bange,” siger hun.

Utryghed og kaos præger Saralivs barndomsår. Som 10-årig går hendes forældre fra hinanden, og i de efterfølgende år bor hun hver anden weekend hos sin far i en toværelses lejlighed på Nørrebro.

Det ene værelse er ofte lejet ud, og derfor bor de sammen på det andet. Hen over farens dobbeltseng står pigernes køjeseng placeret, og på værelset fylder farens musikinstrumenter. Her bor og sover de alle fire.

Saraliv husker dog, hvordan søvnen ofte var svær at finde i den lille lejlighed. I lejlighedens køkken ryger faren cigaretter og drikker papvin med sine venner til ud på natten, mens musikken fylder lejligheden.

”Der har været nogle gange, hvor jeg er gået ud og har bedt dem være stille, fordi vi ikke kunne falde i søvn. Det var vildt ubehageligt. Jeg blev jo en lille voksen,” siger Saraliv.

Et stort problem med for lille en løsning

Saralivs historie er en af mange. 109.000 børn i alderen 0-18 år vokser op med forældre med alkoholproblemer, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. Det svarer til hvert tiende barn. Ifølge tal fra hjælpeorganisationen Blå Kors, er 181.000 i gruppen 19-35 år vokset op i en familie med misbrug. For gruppen over 35 år er tallet 329.000.

Og det er ikke uden konsekvenser at være pårørende. Kirsten Søndergaard Frederiksen, adjunkt på Center for Rusmiddelforskning, fortæller, hvordan mange pårørende børn af misbrugere kæmper med angst og depression, ligesom de er overrepræsenteret i selvmordsstatistikker.

”Mange af de pårørende føler også skyld og skam, og de kan tro, at det er på grund af dem, at mor eller far drikker,” siger Kirsten Søndergaard Frederiksen.

Det kan give alvorlige psykiske problemer. Derfor mener hun også, at det er vigtigt, at alle pårørende tilbydes behandling.

Netop behandling af pårørende til misbrugere er på dagsordenen, når Folketinget den 4. juni skal tage stilling til, om børn og unge under 25 år skal garanteres behandling inden for 30 dage. Bag beslutningsforslaget står Konservative, der lægger op til, at behandlingen skal være gratis.

Forslaget møder dog kritik fra organisationen Alkohol & Samfund, der gennem Alkolinjen rådgiver pårørende til alkoholmisbrugere.

”Vi synes ikke, forslaget er vidtgående nok. Vi mener, at alle pårørende skal have hjælp og være omfattet af en behandlingsgaranti. Når man kun fokuserer på én gruppe, efterlader man andre pårørende på perronen,” siger Bjarne Stenger Elholm, souschef i Alkohol og Samfund og leder af Alkolinjen.

Langt fra erkendelse til hjælp

En af dem, der kunne være blevet efterladt, er Saraliv, der har kæmpet med både angst, depression og stress i sine voksne år. Selvom hun allerede som barn vidste, at noget ikke var, som det skulle være, holder hun hånden over sin far gennem opvæksten. Frygten for, hvad der ville ske, står i vejen for, at Saraliv fortæller sandheden. Og så har hun også gode stunder med sin far. Hun beskriver faren som en blid og rar mand fyldt med både musik og kærlighed, men også en mand, hvor alkohol ofte kommer før ansvar.

”Det er svært at hade sine forældre, når man er barn. Det er ligesom et grundinstinkt bare at elske dem,” siger Saraliv.

Sandheden kommer dog alligevel frem, da Saraliv er 16 år gammel. Til et middagsselskab hjemme hos moren rejser Saralivs 6-årige lillesøster sig fra bordet for at dele en iagttagelse med familie og venner.

”Hvis man vil være lykkelig, så skal man bare drikke sig fuld. Det siger far,” lyder ordene fra lillesøsteren.

Der går et lydløst sus gennem stuen, da ordene falder fra den lille pige. Man siger, at sandheden skal høres fra børn og fulde folk.

”Men det er helt forkert af en voksen at sige sådan til et barn,” siger Saraliv.

Alligevel bliver ordene til en form for sandhed i lillesøsterens mund. En sandhed om familien.

”Jeg blev så flov. Jeg skammede over, at det var den yngste i flokken, der skulle sige det. Men i dag er jeg glad for, at hun var så modig,” siger Saraliv.

Saralivs far bliver herefter stillet et ultimatum. Alkohol eller børnene. Og det bliver slutningen på hans alkoholmisbrug, da han tager på afvænning og stopper med at drikke. Men problemet stopper ikke for Saraliv. Der skal gå mange år, før hun som voksen søger hjælp til at rydde op i de traumer, der bor i hende.

Flere søger først hjælp senere i livet

Ifølge Kirsten Søndergaard Frederiksen ser man en del, der som Saraliv først søger behandling, efter de er blevet voksne. For nogle kommer erkendelsen om, at barndomshjemmet ikke var som andres, først senere i livet, og det kan tage tid at erfare, at de psykiske problemer, man døjer med, er et resultat af den kaotiske eller utrygge opvækst.

Hun kalder det ’behandlingssøgende adfærd’. Et begreb der dækker over, at vi først skal opleve konsekvenserne af problematiske hændelser og koble hændelse med konsekvens, før vi bliver klar over, at vi har brug for hjælp. Og netop hjælpen er vigtig.

”Det har langtrækkende konsekvenser for de børn, der vokser op med en forælder, der har et misbrug,” siger Kirsten Søndergaard Frederiksen.

Alkolinjens leder Bjarne Stenger Elholm peger ligeledes på, at det for nogle gælder, at de først får symptomer på deres opvækst sent i livet og efter 25-års alderen. Det kan handle om, at man først sent kommer væk fra familien, eller at man danner nye relationer, får kærester eller selv skal stifte familie, og derfor ser sin egen opvækst i et nyt perspektiv.

Han mener derfor også, at man bør overveje, om det er godt nok kun at give behandlingsgaranti til pårørende under 25 år. Det kan nemlig have store konsekvenser for den enkelte, hvis man må vente længe på hjælpen.

”Jo længere tid der går, før du bliver behandlet, jo sværere bliver det at hele de sår, der er opstået,” siger Bjarne Stenger Elholm.

Han mener derfor, at man bør se alkoholmisbrug som et samfundsproblem og ikke blot et problem hos den enkelte. Derfor bør behandlingsgarantien, ifølge Bjarne Stenger Elholm, også gælde alle pårørende uanset alder og ikke kun de unge under 25 år, som de Konservatives forslag lægger op til.

”Hvis man kun hjælper enkelte aldersgrupper, så løser man kun en del af problemet. Det er en haltende måde at gøre det på,” siger Bjarne Stenger Elholm.

Konservative er blevet forelagt kritikken, men er ikke vendt tilbage med en kommentar inden deadline. I deres beslutningsforslag skriver de:

”Beslutningsforslaget har til formål at styrke indsatsen over for de børn og unge, der er vokset op i en familie med stof- eller alkoholafhængighed, og sikre, at de pågældende børn og unge kommer godt videre i deres liv. […] Behandlingen vil desuden være med til at støtte, at den unge kan fastholde skole, studier eller arbejde”.

Ifølge Kirsten Søndergaard Frederiksen kan tidlig behandling gøre pårørende mere modstandsdygtige, da man bliver påvirket mindre af sin opvækst, hvis man får sat ord på den og oplever ikke at være alene. Derfor er det ifølge hende vigtigt at behandle børn og unge tidligt.

”Men der er også en del, for hvem det gælder, at de først opdager, at de har brug for hjælp senere i livet,” siger Kirsten Søndergaard Frederiksen.

Behandling – bedre sent end aldrig

Saraliv er en dem, der først søger behandling som pårørende til en misbruger senere i livet. Det gør hun, da hun som 30-årig føder sit første barn. Før har hun ikke været klar. Men med moderskabet kommer ansvar og refleksioner over eget levet liv. Og med det også tvivlen.

”Ens børn bliver pludselig også små spejlinger af, hvem man selv var, og hvordan man selv blev håndteret som barn. Og når man ikke blev håndteret godt, hvordan skal man så selv gøre det bedre,” siger Saraliv.

Hun starter i et gruppeforløb for pårørende til misbrugere. Forløbet foregår under corona-foranstaltninger, men empatien og forståelsen strømmer alligevel gennem computerskærmene, når hun mødes online med de andre pårørende. Saraliv kan genkende sig selv i deres historier.

Både gruppeforløbet og en senere individuel behandling, har givet Saraliv følelsen af at blive lyttet til, anerkendt og respekteret. Noget hun tidligere har manglet. Og så har det ifølge Saraliv givet hende troen på, at den hun er, og det hun gør som mor og menneske, ikke er helt forkert. Selvom behandlingen kom sent for Saraliv, har hun svært ved at forestille sig at have været den foruden.

”At komme på den anden side af mine traumatiske barndomsår og blive et helt menneske er en evig proces. Men i dag har jeg det godt,” siger Saraliv.

Hør Saraliv fortælle om, hvordan hun bruger kreativitet som et terapeutisk rum: